top of page
foto1.jpg
foto2.jpg

Målsætning

En pasningsordning, som kombinerer det bedste fra institutionsverdenen og familielivet. Jeg mener at dette er den ideelle pasningsform for børn i alderen 0-3 år. Det nære og stressfri pasningsmiljø, med børn i små grupper.

Idet jeg har den daglige kontakt med den samme lille gruppe børn, har jeg den optimale mulighed for at inspirere og stimulere børnene i deres leg og udvikling.
Alle forældre burde have mulighed for at vælge deres eget, særlige sted for deres barn. Alt for mange, må tage til takke med en plads et tilfældigt sted.
Mit mål er at være dette helt særlige sted, hvor I føler jer velkommen og som en del af min familie. At i har den helt rigtige fornemmelse i maven, når I afleverer jeres barn hos mig.


Aktiviteter

Dagligdagen for børn i 0-3 års alderen skal være udfordrende for det enkelte barn, men især lystbetonet. Jeg følger børnenes fælles og individuelle lege og tiltag og støtter dem i disse. Med udgangspunkt i hvor de er, udfordrer jeg dem til at komme et skridt videre.

Jeg gør meget ud af at børnene skal føle sig hjemme hos mig. Og vil gøre alt for at børnene ser det som deres andet hjem - deres sted!

Vi fejrer årets højtider med bl.a. æggetril til påske og julefest.

I vinterhalvåret bruger vi mere tid inde med musik og bevægelse, ligesom forår og sommer indbyder til flere aktiviteter udenfor. Jeg bruger den skønne natur vi har her i Ejby. Planlægger gerne ture ud i lokalmiljøet, hvor børnene kan opleve de helt nære ting såsom skoven, havnen, stranden, gå en tur ned til hestene, køerne eller lamaerne. Børnene elsker når vi cykler en tur i min store cykel.

Dagen er en blanding af voksenstyrede aktiviteter, fri leg og det impulsive som børnene finder på.
 

Omsorg

Det er min primære og mest fornemme opgave, at give børnene den omsorg, der gør at I som forældre og børnene, føler jer trygge hos mig.

Jeg mener at børnene trives godt her hos mig,  da jeg har rig mulighed for at skabe en dag fuld af nærvær og opmærksomhed. Den lille børnegruppe sikrer, at jeres barn bliver set og hørt. Der er god plads til at være nysgerrig og udforskende, at lege med de andre børn, ligesom der er masser af plads og ro til at barnet kan trække sig og få fred, hvis det er behovet.

Jeg forventer et tæt samarbejde med jer omkring jeres barn. Det er nødvendigt i forhold til at samle barnets to verdener hjemme hos jer og hos mig. Barnet er centrum for vores samarbejde og jeg vægter derfor en åben og ligeværdig dialog os imellem.

bottom of page